Danmark får sit første net af Supercykelstier

Supercykelstier arbejder for at skabe bedre forhold for cykelpendlere. I begyndelsen af maj indvies hele fem nye Supercykelstier. Der markeres et vigtigt skridt på vejen mod at gøre fremtidens transport sundere, når Danmark dermed får sit første net af cykelpendlerruter.

De eksisterende tre Supercykelstier bliver den. 2. maj en del af et større net når fem nye Supercykelstier i Region Hovedstaden indvies. Tretten kommuner har arbejdet sammen med Region Hovedstaden og Vejdirektoratet om projektetr, der skal få flere til at skifte fra passiv til aktiv transport på turen til og fra arbejde. Der er planlagt et samlet net af i alt 28 Supercykelstier.

Bedre fremkommelighed og sunde medarbejdere
Supercykelstier skal gøre det sundt, nemt og sikkert at vælge cyklen frem for passiv transport – også på strækninger over fem kilometer. Derfor er de fem nye Supercykelstier blevet opgraderet med blandt andet før-grønt for cyklister i udvalgte kryds, øget sikkerhed i kryds og ved busstoppesteder, bedre fremkommelighed, pumper, fodhvilere og servicestationer, nye stier og belægning på udvalgte strækninger samt tydelig afmærkning og skiltning. Supercykelstierne skal gøre det lettere at komme fra A til B på cykel, blandt andet til gavn for medarbejdere på de mange arbejdspladser, der ligger i hovedstadsområdet:

Hos Novo Nordisk er vi mange medarbejdere som cykler til og fra arbejde hver dag, og vi kan blive endnu flere, der cykler i stedet for at tage bilen. Supercykelstierne gør det lettere at inkludere fysisk aktivitet i den daglige transport, hvilket er en stor hjælp for mange med en travl hverdag.

Martin Nordmark, senior projektleder i Novo Nordisk.

Når pendlere skrifter bilen eller offentlig transport ud med cyklen, har det en række gavnlige effekter – både for den enkelte og for samfundet. Den daglige cykeltur til og fra arbejde bidrager til øget sundhed. Fysisk aktivitet, herunder cykling, er afgørende for et godt helbred og bidrager samtidig til øget trivsel og velvære. Studier af den positive effekt af cykling har vist at dødeligheden er 30 procent lavere for cyklister, end for andre dele af befolkningen, der benytter passiv transport. Samtidig er det bevist at den gennemsnitlige mand, der cykler til arbejde, vejer fem kilo mindre end en tilsvarende bilist, mens tallet for kvinderne er 4,4 kilo. Cyklende borgere bliver sundere i en grad, der svarer til en reduktion på 34.000 sygedage i det årlige sygefravær.

Stigning i antallet af pendlere på to hjul
Siden indvielsen af de første Supercykelstier i 2012 og 2013, er antallet af cykelpendlere på strækningerne steget, til stor gavn for samfundet. Tusindvis af pendlere cykler dagligt på tværs af kommunegrænser og stigningen fortsætter. På Farumruten er der sket en stigning i antallet af pendlere på to hjul på 61 procent, mens Albertslundruten har oplevet en stigning i antallet af pendlere på 34 procent siden åbningen. God cykelinfrastruktur giver pendlere lyst til at cykle mere – og længere. 74 % af pendlere på Farumruten, bruger ruten dagligt. Her er en gennemsnitlig cykeltur 14,7 km land, mens 96 procent af turene er over fem kilometer. Det er netop de mellemlange og lange ture, hvor mange ellers vælger passiv transport, Supercykelstierne skal imødekomme ved at gøre det lettere og mere trygt at pendle på to hjul frem for fire.

Indvielse af pendler-nettet
Fra den 2. maj 2017 står alle ruterne klar til de eksisterende og kommende pendlere, der vælger cyklen – uanset om det er én eller alle ugens dage.

Læs mere om hver enkelt rute: Allerødruten, Frederikssundruten, Værløseruten, Indre Ringrute og Ring-4 ruten.

KORT TIL HJEMMESIDE

Det er ikke kun i hovedstadsregionen tohjulede pendlere at gøre brug af Supercykelstier. I dag kan pendlere  tage turen på en Supercykelsti i både Århus, Odense, Ålborg, Esbjerg, Vejle og Kolding.

Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden er det første tværkommunale samarbejde og første sammenhængende net af Supercykelstier i Danmark, hvor pendlere, fra den 2. maj, har adgang til 167 km Supercykelsti.