Anlæg af Jyllingeruten er påbegyndt

Jyllingeruten, der forbinder Jyllinge med Frederikssundruten forventes færdig i år. Første spadestik er allerede taget i Roskilde Kommune, der begyndte anlæg af supercykelstien i februar.

Roskilde Kommune er begyndt at anlægge cykelstier på en del af Møllevej og på Værebrovej.

Anlægget af cykelstierne blev påbegyndt i februar, hvor der blev etableret ensretning af trafikken på Møllevej.

Cykelstierne anlægges i tre etaper og forventes at være færdiganlagt i september 2019. I forbindelse med anlæg af cykelstierne opgraderes belysningen på hele strækningen. Udvalgte steder på strækningen sættes ekstra lysmaster op, mens alle eksisterende master får monteret en forlængelse, der skal sikre tilstrækkelig belysning på stien. Derudover udskifter kommunen alle pærer til LED.