Nye resultater og et opråb til transportministeren

26 borgmestre og en regionrådsformand gik sammen om at opfordre staten til at styrke cykling på tværs af kommunegrænser.

“Der er gode ideer. Og supergode ideer. Tallene fra ti år med supercykelstierne gør det rimeligt at placere dem i den sidstnævnte kategori.”

Sådan skrev Politiken efter at supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen i oktober i år præsenterede resultaterne fra verdens første supercykelsti-cykelregnskab, der understreger de mange gavnlige effekter, som investeringer i tværkommunal cykelinfrastruktur har. Supercykelstisamarbejdet består af 27 kommuner og Region Hovedstaden, der står sammen om at udarbejde den tværkommunale cykelinfrastruktur.

Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden offentliggjorde i oktober deres første cykelregnskab og konklusionen er klar: Det tværkommunale samarbejde om regional cykelpendlerinfrastruktur er en succes! Derfor gik 26 borgmestre og en regionsrådsformand sammen om at opfordre staten til at hjælpe med at styrke cykelindsatsen i Danmark.

På mødet præsenterede samarbejdet tre anbefalinger til, hvordan vi i fællesskab kan styrke den regionale cykelinfrastruktur. Supercykelstierne er nemlig ét af Danmarks mest rentable infrastruktur-projekter. Et fuldt udbygget supercykelstinet med 45 ruter koster 2,2 mia. kr. i anlæg og har et samfundsøkonomisk afkast på 5,7 mia. kr. – svarende til en intern rente på 11 %. 70 % af de samfundsøkonomiske gevinster tilfalder staten. Det er med andre ord en virkelig god forretning for staten at investere i supercykelstier.

Den fælles deklaration blev overrakt til transportministeren ved et borgmestertopmøde den 31. oktober. Anbefalingerne fra de 26 borgmestre og regionsrådsformanden handlede om, hvordan staten kan støtte kommunernes prioritering af regionale cykelinfrastrukturinvesteringer blandt andet gennem en fast national cykelpulje.