Engageret studentermedhjælper til sekretariatet for supercykelstier

Vil du være med til at sætte dit præg på de fremtidige supercykelstier i hovedstadsregionen? Kan du både arbejde på det høje strategiske niveau samtidigt med, at du har øje for detaljerne? Brænder du for cyklisme og bæredygtig transport? Så skal du måske være vores nye studentermedhjælper i supercykelstisekretariatet!

28 kommuner og Region Hovedstaden er gået sammen om at udvikle et net af supercykelstier, der skal skabe optimale forhold for pendlercyklister i hovedstadsregionen. Et ambitiøst samarbejde, der er forankret i sekretariat for supercykelstier, og som varetager det fælles arbejde med supercykelstierne på tværs af kommunegrænserne. Sekretariatets opgaver består bl.a. i at facilitere og sikre fremdrift og forankring af det tværkommunale samarbejde, herunder planlægning, koordinering og realisering af ruter, opgradering af eksisterende ruter og udvikling af nye koncepter på området.

Vi søger en dygtig og udviklingsorienteret studentermedhjælper, der skal være med til at sikre den fortsatte udvikling og fremdrift af supercykelstinettet. Stillingen er tidsbegrænset til udgangen af 2022.

Hvem er vi?
Sekretariatet for supercykelstier består udover sekretariatslederen af fem medarbejdere og en-to studenter. Vi er et ambitiøst team, der lægger stor vægt på samarbejde og på at løfte i flok. Vi sætter stor pris på godt kollegaskab og en uformel tone. Sekretariat for supercykelstier er en del af mobilitetsenheden i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, der har til huse på Njalsgade i København S.

Om stillingen
Du vil indgå i et team, der i fællesskab arbejder på at udvikle supercykelstinettet i hovedstadsregionen indenfor forskellige ansvarsområder. Du vil særligt blive tilknyttet ruteindsatsen, som har fokus på at planlægge og realisere kommende supercykelstier og at opgradere eksisterende supercykelstier. Udover at indgå i det daglige ad hoc-opgaver i sekretariatet, vil dine primære opgaver bestå af:

  • analyse af nuværende og kommende supercykelstier
  • planlægning af og deltagelse i besigtigelse af nuværende og kommende supercykelstier
  • rapportskrivning
  • deltagelse i og planlægning af møder med kommunerne i supercykelstisamarbejdet


Hvem er du?
Du læser formentlig til ingeniør eller et fag indenfor byplanlægning, samfundsfag, eller lignende, men du kan også have en anden profil. Du skal minimum være startet på andet år af din uddannelse og være god til at formulere dig skriftligt. Du er struktureret og har et godt overblik. Du er god til at arbejde selvstændigt samtidig med, at du har gode samarbejdsevner. At du interesserer dig for cykelplanlægning og grøn transport er en klar fordel.

Vi forventer, at du

  • er en rutineret bruger af Excel og Word
  • er ambitiøs, effektiv, initiativrig og resultatorienteret
  • kan bevare overblikket og det gode humør, når det går stærkt


Derudover er det en fordel, hvis du

  • har erfaring med brug af værktøjer som GIS og Adobe-programmer
  • har kendskab til cykelplanlægning i kommunerne i hovedstadsregionen


Ansættelsesvilkår
Stillingen er tidsbegrænset til den 31. december 2022 og med start hurtigst muligt. Stillingen er med et gennemsnitligt timetal på 15 timer om ugen med mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder, ferie osv.

Spørgsmål?
For yderligere information er du velkommen til at kontakte projektleder Signe Helledi 2132 8102 eller sekretariatsleder for supercykelstierne Sidsel Birk Hjuler på 4049 7066.

Søg via nedenstående link senest onsdag den 20. maj 2020
Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler uge 22 og 23.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.050 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 3 mia. kr.