Nu kan der supercykles mellem Ishøj og København

Der er gode nyheder til de cykelglade, når 14 km ny Supercykelsti lanceres i slutningen af august. Ishøjruten er den tredje cykelpendlerrute i et planlagt net af 28 Supercykelstier, der skal skabe bedre forhold for cyklister. Lanceringen af ruten markerer et vigtigt skridt på vejen mod at gøre fremtidens transport grønnere og sundere.

Den 28. august indvies Region Hovedstadens tredje Supercykelsti, Ishøjruten. Fem kommuner forbindes af den nye Supercykelsti, der løber gennem Ishøj, Vallensbæk, Brøndby, Hvidovre og København.

Bedre fremkommelighed og øget sikkerhed

Supercykelstier skal gøre det lettere og mere trygt at pendle på to hjul frem for fire – også på strækninger over fem kilometer. Ishøjruten har blandt andet fået ny belægning, fodhvilere, cykelbarometre samt forbedringer i udvalgte kryds og ved udvalgte busstop for at skabe øget sikkerhed mellem cyklister og buspassagerer. Derudover har ruten fået tydelig skiltning og afmærkning langs hele strækningen og er dermed et konkurrencedygtigt alternativ til passiv transport. Næste år følger fire nye Supercykelstier, og det samlede net af cykelpendlerruter i høj kvalitet tager form.

Det glæder formanden for miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup: “Investeringer i bedre forhold for cyklister gavner både miljøet, trængslen og pendlernes egen sundhed. Derfor er det vigtigt at gøre det let og sikkert at vælge cyklen på tværs af kommunegrænser, hvilket også har været vores klare målsætning for Ishøjruten. Nu glæder vi os bare til, at ruten åbner, og folk kan benytte sig af endnu en Supercykelsti”.

Din cykel forvandles til en indgangsbillet på Arken

Indvielsen af Supercykelstien fejres fra slutningen af august og hele september med fem forskellige events i de fem kommuner langs ruten. Den 28. august starter den første indvielsesfejring i Ishøj Kommune. Her er der gratis adgang til Arken for alle, der ankommer på cykel mellem kl. 11-13.
Foruden gratis adgang til Arken er der også en Kunstjagt for hele familien. Den kan alle deltage i, hvis man blot henter billetten og skattekortet hos Supercykelsti-standen på hjørnet af Ishøj Strandvej og cykelstien til Arken.

De andre indvielsesevents finder sted i Vallensbæk d. 1. september mellem kl. 15-17, i Hvidovre d. 15. september mellem kl. 15-17, i København d. 17. september mellem kl. 11-13 og i Brøndby d. 25. september fra kl. 15. Alle events er forskellige – nogle har borgmesterdyst på el-cykel, mens andre giver gratis adgang til sjove oplevelser. Mange virksomheder i kommunerne støtter fejringen med deltagelse og samarbejder.

Mere information om pressekontakter mv. findes i nedenstående dokument:

Pressemeddelelse

Nu kan der supercykles mellem Ishøj og København

Der er gode nyheder til de cykelglade, når 14 km ny Supercykelsti lanceres i slutningen af august.