Tilbud til cykelleverandører: Elcykelsponsorater

I forbindelse med lanceringen af den kommende supercykelsti Farum-Allerødruten leder vi efter nye cykelambassadører, der vil prøve en måned som cykelpendler. Det er vores erfaring, at flere kan overskue skiftet fra passiv til aktiv transport, hvis de kan prøve en elcykel, derfor leder vi efter leverandører, der har lyst til at sponsorere én eller flere elcykler til ambassadørudfordringen.

Sponsorering af låne-elcykler

I forbindelse med lanceringen af Farum-Allerødruten, har vi skærpet lanceringsindsatsen til at koncentrere sig om en ambassadør-cykeludfordring for medarbejdere (ambassadører) hos virksomheder i Furesø og Allerød Kommune. Formålet er at få nuværende bil-, bus-, og togpendlere til at vælge cyklen som transportmiddel. Alle ambassadører får tilbud om at gennemføre en sundhedstest før og efter forløbet, så de kan se effekten af en måned på cykel. Samtidig er det en mulighed for at få nogle gode, personlige historier i medierne om fordelene ved cykelpendling.

Til denne udfordring, vil vi gerne tilbyde pendlerne en låne-elcykel. Vi ved, at elcyklen kan få flere i sadlen, og vores erfaring er, at mange vælger at fortsætte på elcykel efterfølgende.

Derfor vil vi høre, om I er interesserede i at sponsorere én eller flere låne-elcykler i september måned?

Forhåbningen er at have 10-20 ambassadører klar til at cykle i september, og da vi sender denne efterspørgsel bredt ud, håber vi på at samle elcykler fra en række forskellige leverandører – det giver pendlerne bedre mulighed for selv at vælge cykel.

Forventningen er, at cyklerne udleveres i uge 35 og tilbageleveres i uge 41. De nærmere detaljer aftaler vi indbyrdes. Det vil selvfølgelig blive nævnt i pressesammenhæng, hvem der har sponsoreret de enkelte cykler. Vi har en aftale med TV2 Lorry, der følger 2-3 af pendlerne i en miniserie på tre afsnit, som vises over en uge medio oktober. Derfor er der god mulighed for positiv omtale.

Udbrede kendskabet til supercykelstien hos virksomheder i Furesø og Allerød Kommune

Vi vil gerne have lanceringen af den nye supercykelsti ud så bredt som muligt. Vi håber derfor, at virksomhederne i Furesø og Allerød Kommune selv vil tilbyde låne-(el)cykler til deres medarbejdere udover de gratis låne-elcykler til de udvalgte ambassadører. Formålet er at få flere pendlere til at vælge cyklen. Har I derfor nogle virksomhedsrettede tilbud (f.eks. leasing, pakke-ordning eller lign.), er I velkomne til at sende dem min vej. Så videreformidler jeg til virksomhederne i forbindelse med vores generelle lancering af og opmærksomhedskampagne for supercykelstien, og i det omfang virksomhederne udtrykker interesse herfor.

Er I interesserede i at sponsorere et antal låne-elcykler til de nye cykelambassadører, skal I kontakte Diana Bern Skyum, jm8t@kk.dk senest mandag d. 10. august kl. 10. Cyklerne skal kunne udleveres senest i uge 35, og ambassadørerne skal have cyklerne til rådighed i hele september måned.