Salget af elcykler brager derudad – og det kan ses på supercykelstierne

En oversigt fra Danmarks Statistik viser, at salget af elcykler i år har været rekordstort. På trods af Corona-pandemien blev andet kvartal det bedst sælgende nogensinde, og det tyder på, at pendlerne på supercykelstierne ligger forrest i feltet.

Det har været et hårdt forår og en ditto sommer, hvor Corona-pandemien har sat sit præg på langt de fleste danske virksomheder. Nye tal viser imidlertid, at cykelbranchen stortrives, og det gælder i særdeleshed salget af elcykler. På trods af nedlukning og hjemmearbejde har salget været rekordhøjt med det første firecifrede antal solgte elcykler i et enkelt kvartal.

Ifølge Danmarks Statistik blev der fra april til juni trillet 1.152 danskproducerede elcykler ud fra diverse cykelforhandlere med en samlet værdi på 18 millioner kroner. Og ser vi på salget i hele første halvår og sammenligner med de forrige år, er der tale om en ganske eksplosiv udvikling. Går vi fem år tilbage til 2015, er der frem til nu tale om en stigning på knap 200 procent.

”2020 har på mange måder været et særligt år, og midt i krisen er det blevet tydeligt, at cyklen som transportform er blevet dyrket yderligere. Elcyklen gør det muligt for langt flere at tilbagelægge længere distancer – også for de danskere, der ikke er hardcore motionister,” siger Sidsel Birk Hjuler, sekretariatsleder i Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden, og fortsætter:

”Den ekstra hjælp, du får med el i pedalerne, åbner for helt nye muligheder, og vi ser nu, at folk for alvor har fået øjnene op for det aspekt.”

Supercyklisterne ligger forrest i feltet
Sidsel Birk Hjuler tilføjer, at det er en udvikling, som man i Supercykelstisamarbejdet allerede har øje på, idet cykelpendlerne her er en slags firstmovers på området.

En analyse fra 2019 af forholdene på den kommende supercykelsti Roskilderuten viser, at 11 procent af cyklisterne her kører på el. I alt 541 cyklister har deltaget i undersøgelsen.

Til sammenligning gælder det seks procent på landsplan, hvilket er en tredobling siden 2015. Det konkluderer sidste års nationale transportvaneundersøgelse, som er lavet af Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

”At over hver tiende på en strækning som Roskilderuten kører på elcykel, fortæller os, at danskerne er åbne over for nye, aktive og klimavenlige transportformer. Elcyklen er ikke længere en gimmick, men et seriøst transportmiddel, som har et stort potentiale. Det giver derfor rigtig god mening at satse på bedre cykelinfrastruktur, hvis man skal flytte pendlere fra emissionskøretøjer til det grønnere alternativ, som cyklen repræsenterer,” siger Sidsel Birk Hjuler.

Elcykler i hele Danmark
Selvom Supercykelstisamarbejdet er et regionalt samarbejde mellem kommuner i hovedstadsområdet og Region Hovedstaden, er det ifølge sekretariatslederen vigtigt at understrege, at elcyklen langt fra kun er et københavnerfænomen.

”Det er en landsdækkende tendens, hvilket giver god mening. I hovedstadsområdet og i andre større byer bliver cyklen med og uden el et alternativ til bilkøerne. Og i de dele af landet, hvor bussen kører med en lav frekvens, giver cyklen en fleksibilitet, som dækker et reelt behov, hvis man som familie vælger kun at have en enkelt bil eller slet ingen. Er der langt mellem arbejde og hjem, eller cykler man i områder, hvor man ikke er så skærmet for vinden, giver en elmotor det boost, der sikrer, at cyklen fortsat er attraktiv,” siger Sidsel Birk Hjuler.

I alt otte procent af danskerne har en elcykel. Det svarer til flere end 376.000 personer. Og mens 29 procent af elcykelbestanden findes i Region Hovedstaden, ser vi 26 procent i Syddanmark, 24 procent i Midtjylland, 11 procent i Nordjylland og 10 procent i Region Sjælland. Tallene er fra 2019 og stammer fra en rapport lavet af KANTAR for Vejdirektoratet.

FAKTA

Henover hele 2019 blev der solgt 3.347 egenproducerede elcykler i Danmark svarende til en værdi af 58,4 millioner kroner. Udover et boost i salget er både importen og eksporten kraftigt stigende. I 2019 importerede Danmark knap 63.000 elcykler, hvilket er over 50 procent flere end i 2017. På eksportsiden er der med henholdsvis 4.253 elcykler i 2017 og 11.023 styks i 2019 tale om en stigning på 159 procent.
(Kilde: Danmarks Statistik)