Ny supercykelsti forbinder Farum og Allerød

En ny supercykelsti gør det både nemmere og sikrere at cykle mellem Allerød og Farum. Ruten, der forbinder kommunerne Allerød og Furesø, bliver indviet 1. september, hvor de to kommuners borgmestre sammen klipper snoren ved en officiel åbning på bygrænsen.

Der er ikke kun fokus på supercykelstier i retningen ind og ud af København. Kommunerne Furesø og Allerød lancerer nu i samarbejde med Supercykelstierne en ny strækning, der går på tværs og forbinder de to kommuner. Den 1. september mødes borgmestrene på bygrænsen og klipper snoren, hvorefter Farum-Allerødruten officielt er indviet.

Udover at forbinde supercykelstien Allerødruten, som går langs Kongevejen, med supercykelstien
Farumruten, bliver ruten også et bindeled mellem Farum og Allerød for områdets cyklister og
cykelpendlere. Den nye rute er 7,2 km lang.

”Bedre cykelstier betyder flere cyklister. Nu kan man cykle godt og sikkert mellem Allerød og Furesø og har samtidig forbindelse til de andre supercykelstier i hovedstadsområdet. Cykling er godt for sundheden, klimaet og trængslen. Sammen med resten af Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden gør vi en indsats for at øge cykelpendlingen. Bedre sundhed giver færre sygedage, og det er både godt for den enkelte og arbejdspladsen. Flere cyklister vil desuden give bedre fremkommelighed for de, der er nødt til at køre i bil,” siger Ole Bondo Christensen (A), borgmester i Furesø Kommune.

Karsten Längerich, borgmester i Allerød Kommune, glæder sig ligesom sin borgmesterkollega i
nabokommunen over forbedringen i infrastrukturen for dem, der færdes på cykel:

”I Allerød er der mange, der pendler til nabokommunerne, og endnu flere der pendler ind og arbejder i kommunen. Med både Allerødruten – og nu Farumruten – bliver det endnu nemmere og endnu hurtigere at tage cyklen til arbejdet, studie eller en tur ud i det blå. Det er godt for både miljøet, trængslen, helbredet og ikke mindst den personlige velvære. For man bliver da altid glad og frisk i hovedet efter en god cykeltur”, siger Karsten Längerich (V), borgmester i Allerød Kommune.

Som en del af fejringen af den nye supercykelsti vil en række medarbejdere og borgere i Allerød og Furesø Kommuner lade bilen stå og togkortet ligge derhjemme og i stedet taget en elcykel til arbejde i september måned. For at måle effekterne af en måned på elcykel gennemfører deltagerne en sundhedstest før og efter forløbet.
Antallet af cyklister på Farumruten mellem København og Farum er mellem 2012-18 steget med 68 pct.

Om Farum-Allerødruten

Der er anlagt ny cykelsti på strækningen nord for Slangerupvej og på Nymøllevej. Eksisterende
cykelsti er blevet forbedret på flere strækninger, sikkerheden er øget ved at etablere nyt trafiklys ved Høveltevej, og cyklisterne har fået bedre fremkommelighed i trafiksignalerne. Læs mere om Farum-Allerødruten her.

Tid og sted for indvielsen

Kl. 16:00 Borgmester Ole Bondo Christensen og andre byrødder fra rådhuset i Farum cykler til
kommunegrænsen mod Allerød.

Kl. 16:10 Allerøds borgmester Karsten Längerich og andre byrødder cykler med følge fra rådhuset
i Allerød til kommunegrænsen.

Kl. 16.30 Velkomst v. Sekretariatsleder for Supercykelstierne Sidsel Birk Hjuler efterfulgt af at Ole
Bondo Christensen og Karsten Längerich klipper snoren.

Mere information om pressekontakter mv. findes i nedenstående dokument:

Pressemeddelelse

Ny supercykelsti forbinder Farum og Allerød

Supercykelstisamarbejdet lancerer deres niende rute, som forbinder Farum og Allerød. Den 7,2 km lange rute indvies 1. september.