Få cyklen gjort vinterklar på Supercykelstien

Mange cyklister i Hovedstadsområdet vælger også at tage cyklen om vinteren. Det synes vi hos Supercykelstierne er sejt. Derfor sætter vi i vintermånederne fokus på vintercykling med en række aktiviteter rundt omkring på Supercykelstierne. Et skift i vejret betyder at cyklen skal have ekstra omsorg, og cykelpendlere i Frederiksberg kan mandag d. 23. november se frem til at få hjælp til at gøre cyklen vinterklar.

Hovedstadens Supercykelstier sætter igen i år fokus på at skabe gode forhold for de pendlere, der cykler gennem vinteren. Det er ikke altid, der er tid til at få gjort cyklen vinterklar og derfor tilbyder Supercykelstierne en hjælpende hånd.

Cykelpendlere kan mandag d. 23. november møde Supercykelstierne ved krydset mellem Danasvej og H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg fra kl. 15.00-17.00, hvor der vil være mulighed for at få gjort sin cykel vinterklar, samtidig med at man får noget varmt at drikke. Eventet bliver afholdt i samarbejde med Cykel-X-Perten.

Værdifuld viden fra cyklisterne

Tanken bag tiltaget er at gøre noget ekstra for de cyklister, der trodser kulden og fortælle hvordan man bedst muligt kan forberede sin cykel til vinteren og derudover lave nogle små reparationer, mens der serveres gratis kaffe.

”Sidste år fik vi skabt en hyggelig stemning og lille arena for at indsamle værdifuld viden. Folk blev ved eventet længe og spurgte meget ind til konceptet for Supercykelstier. Vi fik derfor snakket med rigtig mange af vores brugere, og det kan vi bruge fremover i arbejdet med at skabe gode forhold for cyklisterne – også om vinteren”, fortæller Tine Brandt-Nielsen, leder af Sekretariatet for Supercykelstier.

Du kan også cykle om vinteren

Et af målene med indsatsen er under budskabet ’Du kan også cykle om vinteren – det kræver blot lidt ekstra omsorg for cyklisten, for cyklen og for cykelstierne’, at vise, at kommunerne og Supercykelstierne hele tiden arbejder på at skabe gode forhold på Supercykelstierne, så det bliver lettere for brugerne at pendle – også om vinteren.

Supercykelstiernes vinterkampagne giver et skulderklap til alle de cyklister, der vælger cyklen vinteren igennem. Kampagnen løber fra november til februar. I november måned har Supercykelstierne fokus på klargøring af cyklen, så det bliver lettere for pendlere at cykle vinteren i møde. Mere information om kampagnen og events kan fra denne uge findes på facebook.dk/Supercykelstier.

Læs mere i nedenstående dokument.

Pressemeddelelse

Få cyklen gjort vinterklar på Supercykelstien

Mange cyklister i Hovedstadsområdet vælger også at tage cyklen om vinteren.