Supercykelstien Jyllingeruten, der forbinder Stenløse og Jyllinge forventes færdig i 2020 – men allerede nu er dele af supercykelstien klar.
Når en rute opgraderes til en supercykelsti, sker det ikke på én gang. Supercykelstier bliver til over en årrække og er som udgangspunkt opgradering af allerede eksisterende sti – og anlæg af helt ny cykelsti de steder hvor er mangler, for at planlægge den mest direkte rute.
I Egedal og Roskilde Kommune er dele af supercykelstien Jyllingeruten klar med helt nye cykelstier til cyklisterne i området.
I Egedal er der etableret helt ny dobbeltrettet cykelsti langs Krogholmvej, og der etableres en sikker cykelkrydsning ved Ring 6. I Roskilde har der været dobbeltrettet cykelsti, men der er nu etableret enkeltrettede cykelstier på hver side af Værebrovej og Møllevej og helt ny dobbeltrettet cykelsti forbi Jyllinge Hallen. Ruten starter ved Jyllinge Centeret og slutter tæt ved Stenløse St., hvor ruten møder Frederikssundsruten. Ruten binder for første gang Jyllinge by op på s-togsnettet, og muliggør kombinationen af s-tog med en 7 kilometers sikker cykeltur. Anlægsarbejdet forventes færdig i udgangen af 2019, men ruten forventes indviet som samlet supercykelsti til foråret 2020.