Torsdag d. 19. juni blev den længe ventede cykel‑ og gangbro over Artillerivej officielt indviet. Med kaffe, is og tale markerede Københavns Kommune og Supercykelstisamarbejdet indvielsen af en ny forbindelse på Indre Ringrute, der gør det både nemmere og mere trygt at krydse Artillerivej til fods og på cykel.
Der var høj sol og god stemning, da den nye cykel- og gangbro på Indre Ringrute blev indviet med is og kaffe en eftermiddag i juni. Mange lagde vejen forbi, både cyklende og gående, turister og lokale. Og mens nogle tydeligvis havde hørt om arrangementet og planlagt at kigge forbi og tage deres første tur på den nye bro, blev andre glædeligt overraskede over festlighederne på deres faste vej hjem fra arbejde.
En populær forbindelse
Broen blev taget i brug en uge inden den officielle indvielse. Og da teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, holdt sin åbningstale, var det også tydeligt, at broen havde været længe ventet. Den var nemlig allerede meget populær, og en lind strøm af cyklende kom susende ned ad den flotte nye bro, mens brugerne til fods stoppede op på toppen og nød den nye udsigt.
“Broen over Artillerivej er en gevinst både lokalt og regionalt. Lokalt fordi mange bruger området rekreativt og nu kan nyde en smukkere, sjovere og mere sammenhængende forbindelse. Og regionalt fordi den indgår i Indre Ringrute – en supercykelsti, som binder bydelene og en række andre supercykelstier sammen og gør det lettere at pendle på cykel i hele hovedstadsområdet.” sagde Line Barfod, teknik‑ og miljøborgmester i Københavns Kommune, i sin åbningstale.


Den nye gang- og cykelbro over Artillerivej
Lokation for den nye bro på Supercykelstien Indre Ringrute
Ud over at forbedre trafiksikkerheden fjerner broen en uhensigtsmæssig krydsning på Indre Ringrute mellem Amager Fælled og Ved Slusen. Ramperne, der leder op på broen, er skånsomt udformet, så broen også er let tilgængelig for ladcykler, kørestole og barnevogne – en detalje, der ifølge Line Barfod understreger projektets fokus på at få alle trafikanter sikkert frem.
“Vores cykel- og gangbroer giver os mulighed for at se det hele fra nye perspektiver. Vi får nye byrum og mødesteder. Og vi får, ikke mindst, rolige og attraktive passager afskåret fra biltrafikken. Det giver os tryghed, sikkerhed og et godt flow, når vi bevæger os grønt gennem byen. Det giver gående og cyklende følelsen af at være prioriterede trafikanter. Og det giver os alle sammen nogle flottere og sjovere oplevelser til fods og på cykel i København.” sagde Line Barfod afsluttende.

Line Barfod, teknik‑ og miljøborgmester i Københavns Kommune
En del af cykelfesten i København
Indvielsen faldt midt i en uge med et stort fokus på cykling – både politisk- og sportsligt. Allerede dagen efter indvielsen var København vært for et stort internationalt cykletopmøde, hvor hverdagscykling var det helt store tema. Og i dagene efter løb World Tour-cykelløbet Copenhagen Sprint ad stablen og sendte nogle af verdens bedste cykelryttere gennem hele hovedstadsregionen med den store finale i centrum af København.
Fakta om Indre Ringrute
- Supercykelstien Indre Ringrute åbnede i 2017.
- Ruten forbinder København og Frederiksberg Kommuner med en ringforbindelse gennem byområderne Nordhavn, Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro, Sydhavn, Sjællandsbroen, Amager Fælled, Ørestad og Sundbyvester.
- Ruten er 13,6 km lang og forbinder hele syv andre supercykelstier.
- Den nye bro er et centralt element på Indre Ringrute. Ifølge Københavns Kommunes beregninger forventes dagligt omkring 6.400 cyklister at benytte broen, mens cirka 1.100 fodgængere vil krydse Artillerivej via den nye forbindelse.
- Siden rutens førmåling (fra september 2014) og til de nyeste cykeltællinger fra 2024 er cykeltrafikken på ruten steget med 147 %
- Læs mere om og find kort over Indre Ringrute her