Ny cykelsupersti gennem Gladsaxe får intelligent belysning

Cyklister, der tage turen fra Gladsaxe Ringvej mod Farum, får nu mere lys på cykelstien. Oven i købet intelligent belysning, der skruer op for blusset, når der er behov for det. Cykelstien langs Hillerødmotorvejen er nemlig en del af den kommende cykelsupersti C95 Farumruten, og derfor får den nu et løft.

25. marts 2013

På en 1.140 meter lang strækning af cyklestien mellem Gladsaxe Ringvej til Klausdalsbrovej er der lige nu ved at blive sat høje lysmaster og lamper op. Men det er ikke helt almindelige lamper, der fremover kommer til at lyse op for cyklisterne. Ved hjælp af censorer skruer lyset op og ned efter behov. Er der ingen cyklister er lysstyrken svag, men registrerer sensorerne bevægelse, kommer der fuldt blus på. Det sparer både masser af strøm og udleder mindre CO2.

Mere attraktiv at cykle
Cykelstien langs Hillerødmotorvejen er en del af den kommende cykelsupersti C95 Farumruten. Den nye cykelsupersti består af den eksisterende cykelsti fra Bellahøj gennem Gladsaxe til Farum. Ud over den nye intelligente belysning i Gladsaxe, har ruten fået solcellebelysning i Farum. Derudover er der blandt andet kommet luftpumper på ruten, og en bedre overgang på vej til cyklisterne ved Klausdalsbrovej, og der er få stop og bred cykelsti hele vejen fra København til Farum.

– Det er både sundt og godt for miljøet at cykle. Derfor skal vi gøre det endnu mere attraktivt og sikkert at tage cyklen på arbejde, også på de længere ture. Den nye intelligente belysning på Farumruten vil sammen med de mange øvrige forbedringer styrke fremkommeligheden og sikkerheden og gøre cyklen til et endnu bedre alternativ til bilen, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst.

Cykeltur på den nye cykelsupersti 20. april
Ruten bliver indviet lørdag 20. april med en festlig cykeltur fra Bellahøj til Farum. Her kommer Cykelmyggen Egon kommer forbi, man kan få et sundhedstjek, der er mulighed for at prøve kræfter med en elcykel og masser af andre cykelaktiviteter.

– Jeg håber, at rigtig mange borgere vil sætte sig op på cyklen og deltage i indvielsen, hvor der vil være mange sjove aktiviteter langs ruten. Og samtidig vil man få en rigtig god cykeloplevelse på den nye cykelsupersti, siger Karin Søjberg Holst.

C95 Farumruten er den anden cykelpendlerrute i et planlagt net af cykelsuperstier med i alt 494 km cykelsti fordelt på 28 ruter i hele hovedstadsregionen. De skal gøre det hurtigt, nemt og sikkert at cykle til arbejde eller uddannelse. Ruterne kommer både til at bestå af nye og eksisterende cykelstier, der får et løft og bliver forbundet på tværs af kommunegrænser.  I alt står 22 kommuner bag cykelsuperstierne sammen med Region Hovedstaden.