Har du lagt mærke til C’et på din cykeltur? 

C’et er supercykelstiernes logo. Det skal hjælpe dig til bedre at kunne følge supercykelstierne på din tur til og fra arbejde.

Flere af jer har efterspurgt bedre vejvisning på supercykelstierne, fordi de små supercykelsti-skilte langs ruterne ikke har været tilstrækkelige. Derfor har vi i to år kørt et forsøg med orange C’er og pile i asfalten. De ligger nu på alle otte supercykelstier, fordelt over i alt 167 km.

Pilene viser i hvilken retning supercykelstien forløber, om den fortsætter ligeud eller drejer til højre eller venstre, mens det orange C blot er en bekræftelse af, at du er på rette vej.

Forsøget med afmærkningen er nu ved at være slut, og vi skal høre dig, om C’erne og pilene har virket efter hensigten.

Derfor vil der i maj måned stå plakater langs supercykelstierne, der viser logoet, og i juni måned følger vi op med en spørge-undersøgelse ude på ruterne for at høre, hvad du synes.

 

Vi glæder os til at høre din mening.

Rigtig god tur – fra A til B med C