Solskin og cykelfest til relanceringen af Jyllinge-Stenløseruten på World Bicycle Day

Jyllinge-Stenløseruten er Supercykelstisamarbejdets 10. supercykelsti. Ruten blev lanceret på World Bicycle Day med cykelfest og fælles borgmestercykeltur fra Stenløse til Jyllinge, hvor både kommunegrænser og regionsgrænser blev krydset og cykelruten blev fejret.

”Vi står ved den første supercykelsti, der går mellem to regioner – og det er værd at dvæle ved. For sådan rent symbolsk giver det ikke mening, at cyklisme er begrænset til kommune- eller regionsgrænser. Hvis vi skal have flere til at lade bilen stå og bruge cyklen i hverdagen, så skal cykelturen give mening – uanset hvor grænserne er. Og det gør Jyllinge-Stenløseruten i høj grad,” siger Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune, da han byder velkommen til relanceringen af den 10. supercykelsti på græsset ved den helt nye sti, der bugter sig om Jyllingehallerne.

Tomas Breddam har sammen med Karsten Søndergaard, borgmester i Egedal Kommune, netop cyklet den knap 8 km lange rute med et følge af blandt andre lokale politikere, cykelpendlere og frivillighedsforeningen Cykling Uden Alder.

”Denne cykelsti går jo ikke blot mellem to byer i to kommuner. Den fletter sig ind på den videre supercykelsti-strækning, så man kan, hvis man vil, cykle hele vejen til København. Man kan også cykle hen til vores S-togstationer, stille cyklen der, eller tage den med i toget ind mod storbyen. Denne supercykelsti er en oplagt mulighed til de mange pendlere, der har brug for at komme langt og som gerne vil have noget motion undervejs,” siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune.

Fælles borgmestercykeltur på World Bicycle Day

Jyllinge-Stenløseruten blev egentlig markeret åben i februar med en online begivenhed. Men både borgmestre og pendlere har glædet sig til at komme ud og cykle på ruten. Og hvilken bedre dag at cykle sammen end World Bicycle Day.

”World Bicycle Day er den perfekte dag til at relancere Jyllinge-Stenløseruten. For uanset om man cykler lidt eller meget, hele vejen eller til stationen for at tage toget videre, er der gevinster at hente. For den enkelte og for samfundet. Derfor fejrer vi åbningen af en rute, der i sig selv er en kilde til aktiv transport, men også er en afgørende forbindelse for borgerne i den nordlige del af Roskilde Kommune til S-togsnettet i Stenløse,” siger Tomas Breddam (S), borgmester i Roskilde Kommune.

Cykelturen slutter ved Jyllingehallerne, hvor der var stillet op med goodiebags og forfriskninger til deltagerne, mens borgmestrene holder taler.

”Vi ved, at gode cykelmuligheder gør det nemmere for vores borgere at vælge cyklen, når de skal transportere sig til arbejde, uddannelse og fritidsinteresser. Men vi ved også, at gode cykelmuligheder ikke er nok. Budskabet om at cykelforbindelserne findes skal også ud. Og derfor relanceringer vi Jyllinge-Stenløseruten netop nu, hvor samfundet stille og roligt åbner op og hverdagen på en måde relanceres for os alle,” siger Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune, der ønsker alle tillykke med den nye cykelsti.