Supercykelstier på rumænsk visit

Det er ikke kun i Region Hovedstaden, Sekretariatet for Supercykelstier gør noget for bedre forhold for cyklister. Inspirationen sendes også længere ud i verden.

Supercykelstier er et dansk fænomen, der i den grad har banket dørene ind udenfor landets grænser.

Senest var Sekretariatet for Supercykelstier inviteret med til Romanian Design Week i Bukarest, og her var formålet at fortælle om visionen om og arbejdet med at få flere pendlere til at vælge cyklen frem for bilen.

Det var den svenske journalist og kurator Daniel Golling, der var blevet så fascineret af Supercykelstiernes bro- og tunnelløsninger, at han inviterede det danske projekt med til Bukarest. Og den fascination smittede af i Rumænien, hvor Supercykelstier var en del af både selve udstillingen og konferencen.

Det gik rigtig godt. Mange var imponerede over vores projekt, og over hvor meget vi gør for at prioritere cyklisterne. De var også meget interesserede i, hvordan vi er organiseret og hvordan vi får tingene til at lykkes både administrativt og politisk. Mange efterspurgte know-how og konkrete retningslinjer, fortæller Signe Helledi fra sekretariatet.

Det daglige arbejde med at skabe bedre forhold for pendlercyklister på tværs af kommunegrænser foregår i hovedstadsområdet. Men Sekretariatet for Supercykelstier er efterspurgt i mange sammenhænge, og det er blot en yderligere motivation.

Det betyder rigtig meget for os at kunne inspirere. Både herhjemme men også i udlandet. Jeg synes det er ekstremt givende at fortælle andre lande om Supercykelstierne, så de kan blive inspireret til at lave gode lignende projekter hos dem selv. På den måde er vi eksponenter for de gode grønne løsninger i Danmark, og samtidig kan vi være med til at præge andre lande i deres grønne omstilling, siger Signe Helledi.

 

Fakta om Romanian Design Week:

  • Romanian Design Week er den største designevent i Rumænien
  • Løber fra den 20.maj – 5.juni 2016
  • Begivenheden blev i år afviklet for fjerde gang
  • Begivenheden spænder bredt indenfor det kreative felt og omhandler alt lige fra arkitektur, grafisk design, mode og innovative løsninger på tværs af fag.
  • I år deltog 150 rumænske designere
  • Repræsentanter fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark var inviteret for at udstille og fortælle om grøn og bæredygtig udvikling.