Cykelpendler-ambassadør Jeanne

Her er Jeanne.

Hun er 50 år, bor i Glostrup og arbejder hos Topdanmark Forsikring A/S i Ballerup.

Jeanne har 10 km til arbejde hver vej.

Jeanne har arbejdet i Ballerup i 17 år og har altid taget bilen. Det var mest praktisk, da børnene var små og så var det svært at komme frem med offentlig transport. Jeanne har flere gange prøvet at komme i gang med at tage cyklen, men hver gang er det blevet lidt for omstændigt.

Det går en lille smule op ad bakke hele vejen ud til mit arbejde. Og det betyder, at jeg skal i bad på arbejdet og derefter bruge virkelig lang tid på at sidde og dampe af, før jeg kan komme ud og være repræsentativ. Jeg sidder i en lederstilling, hvor jeg tager til møde hele tiden, så det har simpelthen taget for lang tid at cykle og været for besværligt. Og ofte har jeg ikke kun en syv timers arbejdsdag, så bare tanken om 40 min. på cykel for at komme hjem igen efter en lang dag, kan hurtig blive uoverskuelig.

Derfor kom tilbuddet om at tage en måned på en elcykel meget belejligt for Jeanne, der gerne vil i gang med at cykle noget oftere og undgå at sidde i lange bilkøer til og fra arbejde.

Jeg oplever transporttiden i bil som langvarig, fordi jeg bruger det meste af tiden på at sidde i kø. Jeg håber, at jeg ved at tage cyklen i stedet for kan få luft til tankerne og koble lidt af inden jeg kommer hjem. At jeg har mulighed for at tage en elcykel gør, at jeg bedre kan komme af sted uden nødvendigvis at have en specielt god kondi, og måske behøver jeg ikke at skulle i bad, når jeg kommer frem.

Jeanne håber på at kunne tage cyklen til arbejde hver dag i testperioden, men vejret spiller også en rolle.

Hvis det står ned i stænger, og der ligger en bilnøgle og en cykelnøgle, så kan det godt være, at jeg får svært ved at komme af sted på cyklen. Ellers skulle det kun være rent arbejdsmæssige, praktiske forhold som eksterne møder osv. der gør, at jeg ikke tager cyklen. Jeg håber og forventer, at jeg bliver virkelig glad for at cykle. Og så vil jeg gerne bare opleve den der følelse af bedre kondi og bedre fysisk velvære. I sidste ende betyder de klimamæssige fordele også noget – det giver jo gevinst både globalt og privat at tage cyklen til arbejde.