Cykelpendler-ambassadør Henrik

Her er Henrik.
Han er 52 år, bor på Amager og arbejder hos Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S.
Henrik har 35 km til arbejde hver vej.

For to år siden flyttede Henrik tilbage til Danmark efter 17 år i Norge, hvor han cyklede 11 km hver vej til og fra arbejde hver eneste dag uanset vejr og vind. Her i Danmark har Henrik 35 km til arbejde – hver vej, og derfor har han ikke helt haft tid og overskud til at tage cyklen hele vejen. Før nu, hvor Supercykelstien Allerødruten er indviet, og hvor Henrik har fået mulighed for at kickstarte cykelpendlingen med en elcykel.

Nu skal jeg op på hesten igen og komme i gang med at cykle. Jeg er overhovedet ikke fan af at sidde i en bil til og fra arbejde, det er ren spild af tid. Når du cykler, ser du mere af naturen og dine omgivelser. Og du mærker vejret. Det kan jeg godt lide, uanset om det er sol eller regn.

Henrik er den deltager med absolut længst til arbejde. Det er derfor også afstanden, der bliver den største udfordring i testforløbet.

At cykle 35 km kræver, at du har tid til det. I følge Cykelplanen-appen burde det tage 2 timer og 20 min. Jeg gjorde det på 1 time og 25 min. med rygvind. Men jeg kommer nok til at bruge omkring tre en halv time om dagen på at cykle. Og det er jo meget at rive ud af familiens planlægning. Og så er der det med logistikken – jeg skal have en stak tøj med på arbejde til de dage, hvor jeg cykler.

Henrik håber at kunne tage cyklen mindst tre dage om ugen i testperioden og gerne oftere. Og så forventer han at forløbet giver ham bedre trivsel og en god grundform.

Jeg kan godt mærke, at jeg har ændret livsstil i de to år vi har boet i Danmark. Nu er jeg nødt til at tænke over, hvad jeg spiser. Det har jeg aldrig gjort før, fordi jeg har brændt alt af. Så jeg forventer, at min grundform bliver løftet. Og hvis jeg cykler så langt, som der er udsigt til nu, så bliver det til mere end en grundform. Det er egentlig det, jeg altid har brugt cyklen til – at få den daglige dosis motion og holde en stabil grundform.