Cykelpendler-ambassadør Annette

Her er Annette.

Hun er 53 år, bor i Frederikssund og arbejder i Farum.

Annette har 22 km til arbejde hver vej.

Annette tager bilen til arbejde til daglig. Men hun har før taget cyklen nogle gange og vil gerne i gang igen med at cykle lidt oftere.

Jeg har cyklet til arbejde nogle gange om sommeren. Det tager omkring en time og et kvarter. Men jeg har gået og dovnet den hele vinteren og taget lidt på, så nu tænkte jeg, at jeg kunne bruge udfordringen til at give et skub bagi. Jeg synes, det er dejligt at cykle, og der er en god cykelsti fra Frederikssund til Farum igennem skoven. Jeg har en flot rute det meste af vejen.

For Annette er det motiverende, at transporten på cykel giver både motion og frisk luft. Og selvom vejret godt kan blive en udfordring, håber hun på at cykle så ofte, at det kan ses på sundhedstesten.

Man får frisk luft og motion, så man ikke skal i noget motionscenter, når man kommer hjem. Og så er det dejligt at få klaret tankerne på sådan en cykeltur. Jeg håber på at kunne tage cyklen tre gange om ugen. Medmindre vejret bliver helt forfærdeligt. Jeg vil gerne komme i bedre form og få tabt mig nogle kilo.

Foruden vejret er en af de store udfordringer ved at skulle cykle til arbejde for Annette, at finde tiden til det i hverdagen.

Indtil for bare nogle år siden er min datter blevet hentet og bragt, fordi hun har langt til skole. Men også nu kan tiden blive en udfordring, fordi vi har ret travlt. Og der ryger lige lidt ekstra tid på at komme hjem, hvis man tager cyklen. Og så skal man sørge for aftensmad og alt det der, når man er hjemme. Det er helt sikkert tiden og vejret, der er de store udfordringer i forhold til at komme op på cyklen.